Procesudfordringer

ERFARING MED FACILITERING AF SAMSKABELSE

Der er meget at holde styr på, når alsidige interesser krydser hinanden

SAMSKABELSE

Center for Plan & Miljø

 

Vil du vide mere?

Kontakt Charlotte Rosenblad Ralund

crose@faxekommune.dk

Når en stor landsdækkende indsats lægger op til at inddrage og aktivere en bred vifte af interessenter med vidt forskellige interesser og stærke holdninger, står kommunerne ikke ligefrem i kø for at påtage sig opgaven. Mange kommuner har været fristet til at sætte professionelle konsulentkræfter på udefra.

Men modet i Faxe kommune Center for Plan og Miljø fejlede ikke noget, da beslutningen faldt på at lade egne medarbejdere føre processen.

En lang række klassiske betingelser for bøvl lurede imidlertid…; Der havde netop været gennemført en anden proces indenfor området, som havde ledt til uro, klager, politikerinddragelse og slidsomme aktindsigter. En del fra den samme personkreds var repræsenteret igen. Parterne i den nye proces, som skulle etablere sig i et råd, havde vidt forskellige ønsker og mål for øje; lige fra folk med lidenskab for fugle og skovstier, til professionelle med komplekse økonomiske, strategiske og politiske interesser.

Helt fra starten var det vanskeligt for centrets medarbejdere, at få sat retning på. Der var deltagere som troppede op med både fysisk og mentalt korslagte arme. Selv de bedste intentioner for et konstruktivt forløb blev sat på en prøve.

En af medarbejderne fortæller ”Det var jo en vanvittig spændende opgave, men samtidig næsten umulig. Ligegyldig hvad vi gjorde, ville nogen være utilfredse. Samtidig havde de et hav af forventninger til hvad vi som repræsentanter for Kommunen skulle kunne stille med af svar. Men med en proces som denne, handlede det om at samle råd og anbefalinger, mod et mål som var vanskeligt at definere på forhånd.”

Det er netop de kendetegn som er karakteristiske i innovations- og samskabelsesprocesser. Mens nogle synes det er sjovt med kreative processer med mange ubekendte, har endnu flere det bedst med at få simple og klare anvisninger a la: ”Kan du ikke bare sige hvad du vil have?!”

”Vi gjorde alt for at forberede os så godt som muligt. Vi lavede manuskript på de vanskeligste budskaber, fik træning i workshops og tip til ”Det Gode Møde”… Men uanset de gode intentioner og umagen, synes det ene møde efter det andet bare at køre fast!”

Centerchefen deltog også ved et af møderne, og kunne konstatere, at det var en udfordrende opgave de sad med. De fleste kom ”fuldt bevæbnet” og stod stejlt på holdninger og synspunkter, som ikke nødvendigvis ville kunne realiseres indenfor rammerne.

Men medarbejderne fra Center for Plan og Miljø, holdt fokus og var hele tiden parate til at justere i tilgange og metoder, for at nå det overordnede mål. På det allersidste møde, lod stemningen til at løsne lidt op – og i et veltilrettelagt øjeblik kunne medarbejderne præsenterer det bedste bud på en endelig løsning – gjort ud af alle parternes mange bidrag.

”Det var en kæmpe forløsning, at det hele faldt på plads til sidst. Vi har gjort os mange vigtige erfaringer med denne proces. Den har alle kendetegnene for komplekse samskabelsesprocesser. Det har virkelig været udviklende og givet meget at være facilitator på”.

En del af vores DNA:

"Vi ser det store billede.

Vi finder løsninger i samskabelse"

FAXE ER ET TILVALG - DET ER VORES VISION

SAMMEN kan vi MERE

faxeifaellesskab.dk drives af

Faxe Kommune | Frederiksgade 9 | 4690 Haslev

Redaktør, webmaster og projektleder: Thomas Børager

Copyright 2017-2018

All Rights Reserved