Potentialer

INNOVATIONSPROJEKT:

POTENTIALER I SPIL

Udvikling af relationelle tråde i en samskabende organisation

LEDERFORUM 2/3-2018

Lederne trænede samskabelse, da de hver især skulle fremlægge profiler, som de øvrige skulle medvirke til at kvalificere.

Rundt om i Faxe Kommunes institutioner, afdelinger og centre ser man flere og flere innovative tiltag. Modige medarbejdere, som på den ene side opmærksomt forvalter en lovgivning og politiske beslutninger - samtidig med at dyrke nysgerrigheden efter, hvordan ting også kan gøres. Måder, som måske ikke har været tænkt tidligere. Eller måske har været tænkt, men ikke helt har ført til handling. Eller handlinger der ikke helt har ført til nok læring, mhp. en meningsfuld videreudvikling…?

Når udfordringer eller dilemmaer synes at køre i ring eller være kørt fast, er det en tænkning præget af mod og handlekraft, som skal bryde vanen og bane vej til løsninger der ikke er set eller prøvet før. Nogle synes det er en fest at lege med den slags – for andre er det forstyrrende og anstrengende. Men i en tid, hvor udviklingen går hurtigere og hurtigere, og forventninger om fællesskabelse trænger sig på alle vegne, gør vi kun os selv en tjeneste ved at øve os.

Et af de innovationsprojekter som griber ind i alle dele af Faxe kommune i øjeblikket, er et organisatorisk redskab, som sigter efter at gøre det nemmere for medarbejdere i kommunen, at finde kolleger med særlig viden, institutioner der har forsøgt sig med bestemte prøvehandlinger, afdelinger som aktuelt er involveret i særlige opgaver – alt sammen mhp. at skabe anvendelige relationelle forbindelser og i sidste ende; mere effektive og meningsfulde resultater for vores borgere og lokale virksomheder.

Ideen i redskabet er oplagt. Behovet er konstateret – og det berører alle. Derfor søges løsningen ikke hos nogle få, men i fællesskabet.

På seneste LederForum dag 2/3-2018, arbejdede alle lederne med at forfine og kvalificere de ”visitkort” hver enkelt enhed stiller sig til rådighed med. Ligesom de forholdt sig undersøgende overfor på hvilken måde disse oplysninger bedst gøres tilgængelige for hinanden.

I skrivende stund sidder en webmand og tester og udvikler på projektet. Stadig kan ingen præcist sige hvor prøvehandlingen bringer os hen – processen kvalificerer sig selv, imens organisationen øver sig på en helt konkret innovationsproces.

Faxe i Fællesskab handler om at udvikle en kultur, som bliver mere og mere fortrolig med innovative processer. Og hvor det er naturligt at samskabe med aktører, som ikke sædvanligvis ville være oplagt at trække på. Ikke alt leder til innovation, og det er også ok. Men i hver af disse processer vokser vigtig læring og øget kendskab til hinandens styrker og ikke mindst en bedre forståelse og fortrolighed med samskabende og innovative processer – som kun kan være en gevinst for dem vi er her for.

FAXE ER ET TILVALG - DET ER VORES VISION

SAMMEN kan vi MERE

faxeifaellesskab.dk drives af

Faxe Kommune | Frederiksgade 9 | 4690 Haslev

Redaktør, webmaster og projektleder: Thomas Børager

Copyright 2017-2018

All Rights Reserved